Mit liv i fuglekassen

Mangler ord. Hmm, irriteret? Nej, det dækker ikke helt for mine følelser lige pt. Skidesur? Jaeh, det passer vist meget bedre. Faktisk er det lige præcis det jeg er. Skidesur. Er skidesur på folk der opfører sig som om de er ens venner, men i virkeligheden skrider så snart de får chancen, så man kan få lov til at stå med håret i postkassen og ligne en eller anden naiv tosse. Bare fordi man altid tror på det bedste i folk, nogen gange endda også efter det modsatte er blevet bevist.

Undskyld, det var vist lidt indforstået.

Men sagen er den at jeg går i gymnasiet, som i skarpe læsere måske har opdaget. I min klasse på gymnasiet er der mennesker (DA!), men det er mennesker som er noget helt særligt. Og ikke på en god måde. Jeg ved ikke hvorfor men af den ene eller den anden grund, er jeg ikke helt in med dem. Det er egentlig ikke fordi jeg har noget imod dem, men mere den anden vej rundt. Anyways, så fik jeg da nogle venner i klassen. (Troede jeg, her spiller mit evige naive jeg så ind). Jeg var så dum at tro at når man går fire sammen normalt, så er det helt naturligt at man også er de samme fire sammen når der skal dannes grupper i timerne til diverse mindre og større opgaver. (Dumme, dumme mig).

Jeg kunne ikke have taget mere fejl, for tilsyneladende er det fuldstændig i orden at spørge de to andre om de vil være sammen til de tidligere nævnte opgaver, og så fuldstændig udelade den sidste. (I det her tilfælde er den så mig, hvis du ikke har fanget den endnu).

Er det virkelig mig der er så naiv, at jeg trænger til at vågne op og indse at verden ikke fungerer således? At verden ikke er et sted hvor man sagtens kan være fire sammen når det engang er det antal der er i en normal gruppe? Er det virkelig så naivt at tro? Åbenbart, for jeg fik da godt nok smidt samtlige ideer om venskab og troskab lige tilbage i hovedet. Og ærlig talt, så er jeg skidesur over det. Hvad bilder de sig ind? Det er sku’ ikke venskab at opføre sig sådan. Ikke engang den person jeg synes mindst om i ovennævnte klasse, ville jeg mistænke for at opføre sig sådan overfor dens venner. Og at det så er min egen gruppe der vader ind og gør sådan, det havde jeg godt nok ikke forventet.

Så kort sagt: Jeg er skidesur.

Hold da op… Sikke en uge… Og den er ikke engang færdig endnu ! Vi er kun halvvejs…

Der er sket meget på bare en halvuge… Jeg er blevet ked af det op til flere gange, har fået opgaver tilbage, plejet og passet min mor, set lidt film og knoklet røven ud af bukserne med skolen… Og lige lidt lader det til at hjælpe…

Jeg er dødtræt af skolen, lektierne, klassen og alt der hører med i det hele taget… Så træt at jeg meget stærkt overvejer at droppe ud… Og nu er jeg normalt ikke en af dem der giver op så let eller træder tilbage når noget er skidt for mig… Nej, jeg bliver ved og får flere og flere ar på sjælen… Måske endda lidt flere end højst nødvendigt… Men som min mor gjorde mig opmærksom på; hvad skal jeg så lave? Jeg har brug for den gymnasiale uddannelse for at kunne fortsætte på min ønskede videregående uddannelse… Så derfor hænger jeg i og beder til at der snart kommer en pause i det hele…

Udover dette er der blevet udskrevet valg i dag… Netop som jeg havde gået og håbet at den kunne holde længe nok til at jeg blev 18, så jeg kunne nå at stemme… Men det ser desværre ikke sådan ud… Ville ellers gerne have været med til at vælte Fogh af posten… En ting der burde være blevet gjort for 8 år siden…

Men det vil sikkert glæde mine trofaste læsere(hvis jeg har nogen?) at blive informeret om følgende:

Det er rent faktisk lykkedes mig i min dybe proces af selvransagelse, at finde ud af hvorfor det tager så lang tid for mig at lave noget skolearbejde… Afleveringer og sådan… Hvorfor jeg altid udskyder det til sidste øjeblik… Og tadadadaaaaa: Det er af den simple årsag at jeg er hunderæd for at mit arbejde ikke er godt nok… At jeg vil få en dårlig bedømmelse… En ting jeg simpelthen ikke kan klare…

Så som i nok efterhånden har regnet ud så går det lidt frem og tilbage i fuglekassen og der er lidt længere mellem lyspunkterne, end man umiddelbart kunne håbe på… Men de er der… For i øvrigt, mens jeg husker det, så tak til ralph for hjælpen med Kasper… Jeg ved jeg bør komme videre, men det er ikke så let som man tror… Specielt ikke når jeg går op ad ham hver eneste dag…

Men det er en helt anden snak, til en helt anden dag:)

Til så længe…

Jeg trækker mig nu tilbage i fuglekassen og fortsætter mit Band of Brothers marathon.

Mette

Så skete det endelig igen.

Jeg var i byen og scorede ! (Okay, indrømmet, det der lød måske lidt desperat, men det skal ikke helt opfattes sådan)

Men jo, jeg scorede to fyre på en aften endda. For første gang nogensinde. Jeg var næsten sammen med fire fyre. 3 på 22, og 1 på 18. Helt vildt fedt, så jeg var jo helt vildt oppe at køre. Men, og jo der skal jo altid være et men, jeg skulle hurtigt blive ked af det igen.

Jeg lovede den ene af fyrene at jeg ville vente på ham efter diskoteket lukkede, men skulle nå at køre hjem med min bedste veninde kort efter, så fik ikke sagt farvel. Det betød nu heller ikke så meget eftersom, jeg ikke var specielt vild med ham. Det var vist mere noget fra hans side end det var fra min.

Men ham på 18, den anden fyr jeg var sammen med, skulle køre med os hjem i bilen for det var en af min bedste venindes venner. Vi hyggede os hjemme os min bedste veninde indtil han blev hentet, og vi har skrevet sammen stort set lige siden. Det er en rigtig dejlig fornemmelse at have nogen der er vild med en igen, men hvad gør man når man indser efter nogle dejlige samtaler at man hellere vil være sammen med en anden? En man har været vild med et godt stykke tid… Siger man så til ham man er begyndt at få noget kørende med, at man hellere vil være sammen med en anden? Også selvom man rent faktisk aldrig har været sammen med ham fyren? Lad os bare kalde ham Kasper.

Jeg har været vild med Kasper lige siden den første dag jeg mødte ham, men har været sammen med andre siden. Jeg vil gerne fortælle Kasper om mine følelser, men det er bare for svært pga. nogle private forhold. Jeg er ikke oprigtigt interesseret i ham den 18-årige, så måske skulle jeg bare give ham ren besked inden der når at ske mere på den front.

Puh ha, det kom vist mere eller mindre til at lyde som et brevkasseindlæg til et eller andet middelklasses dameblad. Det må i på forhånd meget undskylde kære læsere, men havde bare lige brug for at lette mit hjerte om disse kvaler der tynger mit hjerte for tiden.

Opdatering følger.

Jaeh, jeg skal vel til det.

Jeg mener, det er vel et krav når jeg nu har tilmeldt mig til en blog at jeg så rent faktisk skriver et indlæg eller to. Måske undrer i jer over at min blog hedder: “Mit liv i fuglekassen”, men fortvivl ej, forvirrede godtfolk. Fuglekassen er inspireret fra en klassisk dukkefilm der hedder “Bjergkøbing Grand Prix”, hvor den lille fugl Sofus konstant og så igen udbryder: “Nej, træk mig NU lige baglæns ind i fuglekassen”. En slags variation af udtrykket: “Det’ løgn”. Så deraf inspirationen, og en lille advarsel. Hvis i synes det er den værste film i nogensinde har set, vil jeg foreslå i holder op med at læse min blog nu, for Sofus’ udtryk vil formentlig forekomme et par gange eller fem i mine indlæg.

Nåeh, men nok udenomssnak. Det der fylder mine tanker mest for tiden er… Tadadadadaaaa: samfundet.

Og med samfundet mener jeg ikke; “ham der præsident Bush er vist en værre én”, selvom det passer. Nej, med samfundet mener jeg mit samfund. Min dagligdag, min verden.

De sidste par dage har jeg holdt skolefri. Vi skal skrive en slags før-årsprøve om 60′erne og jeg har valgt Vietnam-krigen. Men jeg finder på en eller anden måde mig selv hele tiden og så igen kæmpefrustreret. For hvordan dælen begynder man på en sådan opgave? Kom ikke og fortæl mig at det er nemt nok. For jo, selve opgaven er forholdsvis ligetil. Det er det at BEGYNDE der er svært. Det at skrive de første to linier… Det fylder rigtig meget i mit hoved. Tror et af mine kæmpeproblemer er at jeg stiller så store krav til mig selv. Jeg skal være perfekt til alt hvad jeg laver.

Jeg skal være bedst til mit arbejde, bedst til alt i skolen, få rene 12-taller (det der svarer til det gamle 11- og 13-tal), skal se perfekt ud… Kort sagt være perfekt. Misforstå mig nu ikke, jeg dør ikke hvis jeg får et 10-tal i en opgave eller får en bums, eller hvad ved jeg. Overhovedet ikke, jeg er jo ikke fanatisk. Jeg foretrækker bare at være perfekt. Og det er svært at leve op til, når man er så langt fra at være perfekt. Vi er jo allesammen uperfekte mennesker og når alt kommer til alt vil jeg næsten vove at påstå at det er det der gør os perfekte. Beklager det filosofiske øjeblik, sådan nogle får jeg nogengange.

Men nu til det endelige samfund. Hvad er det for et samfund vi lever i hvor folk føler behov for at gå amok på andre mennesker? Ikke et samfund jeg vil leve i, kan jeg forsikre jer for. Jeg havde en diskussion med min far tidligere i dag om tiden. Jeg sagde at jeg ti gange hellere ville leve i 60′erne end jeg ville leve i dag. Kulturen, demonstrationerne, musikken, menneskerne, følelserne… Det hele var bedre dengang. At være en del af demonstrationerne mod Vietnam-krigen, at gå protestmarcher. At tage et standpunkt. Den slags gør vi meget sjældent i dag, og når vi gør er det som regel kun halvhjertet. Min far dybt uenig, og han levede endda dengang. Han var teenager, så jeg forstår ikke hvordan han ikke kan være enig med mig.

Men det måske bare mig…

Men for nu vil jeg byde jer alle en fortsat god aften og en hyggelig tur baglæns ind i fuglekassen. For som en af mine veninder så klogt har sagt det: “Livet burde leves baglæns.”

Till next time, my patient readers.